start på hovedindhold

Egebjerg Skole har fået nyt kunstværk

En idé fra en elev på Egebjerg Skole har ført til et stort nyt kunstværk i skolens gymnastiksal.

Nyhed

Graffitikunstneren SPYO har brugt en weekend på at male værket, som nu bliver en del af skolens arbejde med kunst, kreativitet og praksisnær undervisning.

Plads til leg

”Husk der ska altid være plads til leg”. Det budskab mødte eleverne på Egebjerg Skole, da de mandag morgen kom ind i skolens gymnastiksal. Hen over weekenden var endevæggen blevet forvandlet med et stort og farverigt værk af graffitikunstneren SPYO.

Historien begyndte med en idé fra en af skolens elever. Han foreslog, at skolen skulle spørge SPYO, om han havde lyst til at komme til Egebjerg og male. Hans mor tog kontakt - og kunstneren sagde ja.

SPYO har gennem mere end 20 år sat sine karakteristiske tekstbaserede værker på blandt andet mure og gavle, især i København. Kunstneren arbejder anonymt og er blandt andet kendt for korte budskaber, der kommenterer på hverdagsliv og samfund.

Fra elevens idé til fælles projekt

På Egebjerg Skole er det imidlertid ikke kun navnet på kunstneren, der er interessant. Projektet passer ind i et længere kunstforløb, hvor alle skolens elever fra 0. til 6. klasse arbejder med kunst og selv skaber værker.

For afdelingsleder Krista Clausen er historien om det nye værk samtidig et eksempel på, hvad der kan ske, når elevernes egne idéer bliver taget alvorligt.

”Det hele begyndte med en idé fra et barn. Den blev grebet af forældre, medarbejdere og andre omkring skolen, og pludselig kunne noget, der måske lød lidt urealistisk, faktisk lade sig gøre. Samtidig gør værket vores arbejde med kunst meget konkret. Kunst er ikke kun noget, eleverne læser om eller ser på et museum. Det kan også være en del af deres egen hverdag,” siger hun.

SPYO har doneret sin tid og sit arbejde, mens nonprofit-projektet Paint It Forward har leveret overskudsmaling til værket. Forældre har desuden hjulpet med blandt andet transport, mad, kørsel og overnatning.

Dermed har skolen kunnet gennemføre projektet med begrænsede udgifter.

Eleverne maler videre

Selv om SPYO er færdig med sit arbejde, er værket ikke nødvendigvis helt færdigt. Tanken er nemlig, at eleverne også skal have mulighed for at sætte deres eget lille aftryk på det med et navn eller en tegning.

Det passer godt sammen med budskabet på væggen og med skolens kunstforløb, hvor eleverne arbejder praktisk med kunst og forskellige udtryksformer.

Elevernes egne værker bliver nu samlet i en fælles fernisering på skolen.

Torsdag den 1. oktober kl. 14-16 inviterer Egebjerg Skole til fernisering, hvor elevernes værker bliver vist frem. Her bliver der også mulighed for at se det nye værk i gymnastiksalen.