Læsefestivalens mest mangfoldige program til dato
Mandag den 7. august 2023 offentliggjorde Odsherred Kommune programmet for deres årlige litteratur- og læsefestival for børn og unge. Programmet er ifølge festivalleder Anne-Marie Donslund det ’mest mangfoldige program til dato’.
Hvert år i uge 45 afholdes Odsherred Kommunes litteratur- og læsefestival for alle børn og unge i alderen 0-20 år. Odsherred Læser er et fælles samarbejde mellem kommunen og dens skoler, dagtilbud, kulturinstitutioner, kirker, erhverv og frivillige. Resultatet er igen i år et væld af forskellige aktiviteter såsom forfatterforedrag, kreative workshops, udflugter, udstillinger, opvisninger og konkurrencer. I år vil festivalen foregå fra den 6. til den 10. november 2023.
Efter sidste års tema om genrer som fantasy, eventyr og science fiction har Odsherred besluttet sig for et mere jordnært tema i år. Denne gang er det sig selv og deres omgivelser, som de unge læsere skal udforske i løbet af festivalen, der har valgt ’identiteter’ som afsættet for årets aktiviteter. Her er der tale om et bredt identitetsbegreb, der handler om at føle sig set og genkendt som individ.
Et varieret udvalg af forfattere
Odsherred Læser har koncentreret sig om at sørge for, at alle aldersgrupper vil få chancen for at møde forfattere med forskellige identitetsbaggrunde ved intime besøg og større foredrag.
Under festivalen vil Odsherreds børn og unge møde den meget populære digter, Glenn Bech, der i år vandt Politikens Litteraturpris for sin digtsamling og manifest ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ om sin opvækst i underklassen og som homoseksuel i provinsen. Udover Glenn Bech deltager også forfatterne Zakiya Ajmi, Tomas Lagermand Lundme, Rebecca Bach-Lauritsen, Anne Sofie Allermann, Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen (også førhen kendt som Bjarke).
”Vi er meget stolte over vores udvalg af forfattere. Vi har nogle meget stærke talenter i år, der alle gør en stor indsats for at skabe repræsentation i vores litteratur.” fortæller Anne-Marie Donslund.
I løbet af festivalen vil Odsherred Kommune også afholde to læsekonferencer for kommunens ansatte i henholdsvis dagtilbud og skoler. Til konferencen for lærere vil hovedtaleren i år være forfatter og debattør, Özlem Cekic, der bl.a. er berømt for sin dialogkaffe.
Litteratur gavner
Målet med årets festival er at hjælpe kommunens børn og unge med at få indsigt i og sætte ord på, hvem de selv er, og hvordan de ligner og adskiller sig fra deres klassekammerater, lærere, familie og andre generelt.
”Mennesker er på mange måder ens, men ingen er helt ens, og sådan bør det også være. Vi vil gerne vise vores børn og unge, at alle hører til i fællesskabet, og at alles stemmer bør høres. Og at det fællesskab også kan findes i litteraturen” uddyber Anne-Marie Donslund.
Børn og unge møder ikke altid de litterære tilbud naturligt på deres vej. Derfor ligger der også et ansvar for at skabe steder, hvor de har mulighed for at opleve litteraturen og dens univers.
Med hjælp fra litteraturen vil Odsherred Kommune bidrage til at styrke elevernes forståelse for værdien af mangfoldighed, der ikke alene vil skabe et fundament for et godt undervisningsmiljø, men som også vil kunne styrke elevernes selvtillid og selvværd.
Festivalens hovedmål er kort sagt at introducere Odsherreds børn og unge for litteraturen, dens mange muligheder og virkning. Litteraturen giver mulighed for at omfavne det enkelte menneske, mens fællesskabet er i centrum.
Yderligere kontakt:
Kulturkonsulent og festivalleder, Anne-Marie Donslund, Kultur og Fritid i Odsherred, anmdo@odsherred.dk, +45 61 15 36 76