start på hovedindhold

Odsherred Madservice henter ny inspiration til de gode måltider

Hvordan skaber man endnu mere smag, madglæde og bæredygtighed i måltiderne til kommunes ældre borgere?

Nyhed

Det spørgsmål arbejder medarbejderne i Odsherred Madservice med i et nyt kursusforløb, som gennemføres i samarbejde med Meyers Køkken og med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrug.

Odsherred Madservice producerer hver dag måltider til kommunens seks plejecentre og har allerede opnået bronzemærket i økologi. Det betyder, at mindst 30 procent af de råvarer, der indkøbes, er økologiske.

Som en del af projektet "Økologi og Madglæde" deltager køkkenpersonalet i en række workshops med fokus på blandt andet grønnere farser, brød og kager. Senere på året følger et kursus om supper og sovser med fokus på at skabe endnu mere smag i maden.

Kurserne foregår i Madservices eget køkken, så medarbejderne kan arbejde med de metoder og råvarer, de bruger til daglig.

”Kurserne har skabt fællesskab og fælles sparring for personalet i Madservice og givet dem mulighed for at udvikle sig fagligt”, siger leder af Odsherred Madservice, Lonni Kristensen.

Fokus på både smag og ernæring

Som en del af forløbet har medarbejderne også haft besøg af en klinisk diætist fra Meyers Køkken. Her var fokus blandt andet på værtskabet omkring måltidet og betydningen af en rolig og positiv spiseoplevelse for ældre borgere.

Der blev også sat fokus på, hvordan man kan styrke proteinindholdet i kosten, som er særligt vigtigt for ældre mennesker.

”Vi kan ikke bruge alt det, vi har lært, men vi kan plukke det ud, som passer ind i vores hverdag i Madservice”, fortæller Lonni Kristensen.

Hun understreger, at Madservices vigtigste opgave fortsat er at levere mad med et højt proteinindhold, som de ældre har lyst til at spise.

”For ældre borgere er det vigtigste, at maden smager godt - og gerne som den plejer. Det kan vi stadig holde fast i, selv om vi lægger vægt på bæredygtighed og økologi”, siger hun.

Kompetenceløft til gavn for borgerne

Kursusforløbet er tilrettelagt, så medarbejderne først kan forberede dagens produktion til plejecentrene, inden undervisningen starter om eftermiddagen.
Ifølge Lonni Kristensen giver forløbet både ny inspiration i køkkenet og et mærkbart kompetenceløft for medarbejderne.

Samtidig er målet, at den nye viden skal komme de ældre borgere til gavn gennem velsmagende måltider med fokus på ernæring, bæredygtighed og høj kvalitet.

Projektet "Økologi og Madglæde" er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug. Formålet er at fremme en økologisk omstilling, hvor velsmag, de klimavenlige kostråd og værtskab går hånd i hånd. Fra 2022 til 2025 har fonden bidraget til omlægning af omkring 215 køkkener i 25 kommuner over hele landet.

Workshop i økologi og madglæde i Odsherred Madservice

  • Kvinde laver mad i storkøkkenKvinde laver mad i storkøkken