
Ny direktør i Odsherred Kommune
Odsherred Kommune har ansat Mette Riegels som ny direktør. Hun tiltræder stillingen den 1. maj 2026. Dermed er kommunens nye direktion på plads.
Nyhed
Mette Riegels kommer fra en stilling som områdechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
"Vi er meget glade for at kunne byde Mette velkommen. Hun er en stærk faglig profil og har solid ledelseserfaring på omsorg- og sundhedsområdet, som er værdifuld i forhold de opgaver, vi står overfor i Odsherred", siger borgmester Hanne Pigonska.
Som direktør får Mette Riegels ansvar for ældreomsorg, sundhed, social- og beskæftigelsesområdet.
Mette Riegels glæder sig til at tiltræde stillingen:
"Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af holdet i Odsherred. Jeg kender Odsherred som et sted med muligheder, og jeg glæder mig til sammen med byråd, ledere og medarbejdere at fortsætte arbejdet med at implementere de store reformer, øge sammenhængen på tværs og sikre en arbejdsplads med høj trivsel, så borgerne oplever positive forandringer i hverdagen", siger hun.
Ny direktion på plads
Mette Riegels afløser Thomas Knudsen, der fratrådte ved årsskiftet. Med ansættelsen af Mette Riegels er Odsherred Kommunes nye topledelse og ansvarsområder endelig på plads og består herefter af:
- Kommunaldirektør Mette Touborg (tiltræder den 1. april)
- Direktør Mette Riegels: ældreomsorg, sundhed, social og beskæftigelse (tiltræder den 1. maj)
- Direktør Ulla Gramtrup: teknik, miljø, kultur, skoler, børn og familier
Mette Riegels
Kommer fra et job som områdechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Har tidligere været direktør i Herlev Kommune og centerchef i Høje-Taastrup Kommune.
Uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet og har taget masteruddannelse i offentlig ledelse på Copenhagen Business School.