
Nye projekter og udviklingsinitiativer i Odsherreds foreninger
Folkeoplysningsudvalgets seneste møde blev brugt til at tildele midler fra to puljer til lokale foreninger samt at planlægge det kommende dialogmøde med foreninger og aftenskoler.

Folkeoplysningsudvalget tildelte på deres møde den 30. maj 2024 midler fra Udviklingspuljen til flere foreninger i Odsherred. En forening modtog også midler fra puljen til medfinansiering til fondsansøgning. Udvalget drøftede afholdelsen af dialogmøde med foreninger og aftenskoler og fastlagde mødekalenderen for 2. halvår af 2024.
Besøg i foreningslivet
Mødet blev som vanligt ikke afholdt i byrådssalen. Denne gang besøgte udvalget Nordlys Gruppen i Nykøbing Sjælland, hvor spejderlederne havde sørget for at indkøbe mad, som udvalget og spejderne sammen tilberedte på wok over åben ild. Efterfølgende nød de aftensmaden i fællesskab, hvor de udvekslede tanker, arbejde, ideer og visioner, hvilket førte til en bedre forståelse af hinanden. Udvalget planlægger fremtidige besøg hos flere af Odsherreds foreninger.
Nye tiltag i foreningerne
Folkeoplysningsudvalget støtter hvert år flere foreninger i Odsherred med midler fra Udviklingspuljen til nye initiativer, udviklings- og samarbejdsprojekter samt enkeltarrangementer på folkeoplysningsområdet. På det seneste møde imødekom de tre ansøgninger til puljen.
Ulvsborgens Venner modtog 10.000 kr. til afholdelse af Excalibur Akademiet for 12-15-årige, hvor en middelalderlig kampgruppe skal træne med historiske våben. Foreningen håber, at deltagerne får interesse for den historiske tid og fortsætter i foreningen.
Rørvig Fiskeklub blev tildelt 7.200 kr. til leje af båden Marianne F til to fisketure med elever fra 6. og 7. klasse på Rørvig Friskole og deres forældre. Fiskeklubben håber, at turene vil vække de unges interesse for fiskeri og klubaktiviteterne.
Den sidste forening, der i denne omgang modtog midler fra puljen, var Odsherred Boulders. Foreningen modtog 16.000 kr. til indkøb af klatregreb, som skal muliggøre etablering af nye klatreruter med varierende sværhedsgrad. Dette skal gøre foreningens aktiviteter mere tilgængelige og interessante for flere børn og unge.
Ulvsborgens Venner modtog også 50.000 kr. fra puljen 'Medfinansiering til foreningers fondsansøgning'. Foreningen ønsker at opdatere flere faciliteter hos Ulvsborgens Historiske Værksted i Asnæs, herunder toilet- og køkkenfaciliteter, opbevaringsmuligheder og indendørs værksted. Disse opdateringer skal sikre brugen af stedet hele året. Midlerne skal bruges til udformning af et prospekt samt grafisk layout til fondsansøgningerne.
Dialog og fremtidige møder
Det årlige dialogmøde med folkeoplysende foreninger, selvorganiserede grupper og aftenskoler afholdes den 30. september 2024. Her vil foreningerne blive inviteret forbi kommunen en hverdagsaften, hvor programmet inkluderer oplæg fra en ekstern oplægsholder, præsentationer omkring udvalgets arbejde og fremtidsplaner, nyt fra administrationen samt dialog med de fremmødte foreninger omkring generelle og aktuelle spørgsmål.
Afslutningsvis blev mødedatoerne for efteråret fastlagt til følgende datoer: 4. september, 21. oktober og 28. november 2024.
