Illustration af ny varmepumpe på Getsøvej (Tegning: Tegnestuen Odsherred)
28.09.2022

Nykøbing Fjernvarme udfaser naturgassen

Odsherred Kommune har godkendt projektforslag for etablering af et 7 MW eldrevet varmepumpeanlæg, som sænker naturgasforbruget og reducerer CO2-aftrykket.

Fra næste fyringssæson 2023/2024 vil et 7 MW eldrevet varmepumpeanlæg været opstillet og i drift ved Nykøbing Sj. Fjernvarmes solvarmeanlæg på Getsøvej i Nykøbing og dermed være et væsentligt bidrag til at nedbringe anvendelsen af den fossile brændsel via naturgassen og samtidig forbedre varmeværkets og dermed forbrugernes økonomi.

Formindsker CO2-udledningen

Projektforslaget lever godt op til målsætningerne i Odsherred Kommunes Strategiske Energiplan og den kommende Klimaplan og vil bidrage med en klimamæssig gevinst i form af cirka 73.000 tons mindre CO2-udledning over 20 år.

Varmepumpen vil sammen med kraftvarmeværket give stor fleksibilitet i forhold til de svingende elpriser grundet stigende andel af vindenergi og solceller. Beregninger i projektforslaget viser, at forbruget af naturgas vil kunne reduceres med cirka 1,5 mio. m3, svarende til en reduktion på cirka 57%, træpilleforbruget på den eksisterende træpillekedel vil blive halveret, ligesom den eksisterende elkedel vil reducere varmeproduktionen markant til kun de allermest gunstige timer med lav elpris.

Anlægget omfatter etablering af et eldrevet varmepumpeanlæg baseret på CO2-teknologi, som suppleres med en 2.500 m3, som skal placeres ved siden af den nuværende akkumuleringstank på 6.000 m3 på Getsøvej i Nykøbing. Den nye tank gør det muligt at bruge varmepumperne uafhængigt af den eksisterende tank, som solvarmen i dag leverer til.

Tilbagebetalt på 6-7 år

Anlægsudgiften er budgetterer til 49 mio. kr., hvor Energistyrelsen har givet tilsagn om et tilskud på 4.659.474 kr., så nettoinvesteringen er på cirka 44 mio. kr. Den årlige driftsbesparelse for Nykøbing Sj. Fjernvarme er beregnet til 7,4 mio. kr. inklusive afskrivninger, og varmepumperne vil kunne bidrage med cirka 50 % af varmen til nettet.

Tilbagebetalingstiden er beregnet til mellem seks og syv år.

Formand for Nykøbing Fjernvarme Holger Wittrock ser frem til etableringen af det nye anlæg, som nu er på vej ud i et EU-udbud som totalentreprise med forventet godkendelse af kontrakt i slutningen af november 2022 og drift og produktion i starten af december 2023.

- Der er ingen tvivl om, at varmepumperne vil medvirke til en klart forbedret driftsøkonomi for varmeværket, og at vores godt 2200 forbrugere også vil komme til at mærke en positiv gevinst af denne investering. Vi kan dog ikke i dag sige noget om, hvor meget en gennemsnitlig husstand kan forvente at spare på varmeregningen, eftersom elpriserne er steget en del, siden de første beregninger. Med investeringen i varmepumperne øger vi andelen af vedvarende energi i varmenettet fra 54,7 % til 86,1 %. Varmepumperne er en driftssikker og fremtidsorienteret investering med lave vedligeholdelsesomkostninger, hvor vi har mulighed for at udvide med flere varmepumper, hvis det skulle blive aktuelt om nogle år, siger Holger Wittrock.

- Gevinsten ved etablering af varmepumperne er, at 1 MW el brugt på varmepumpen kan levere 3 MW varme plus, at varmepumperne kan supplere og bruges, når der ikke er solvarme fra maj til september, siger driftsleder Klaus Hansen, Nykøbing Sj. Varmeværk, der roser kommunen for stor lydhørhed, imødekommenhed og samarbejde omkring projektforslaget.

Høje varmepriser i 2022

Varmeværket har i 2022 været nødt til at varsle forhøjet a conto betaling tre gange som følge af de stigende naturgaspriser. Således er den samlede årige stigning i 2022 på over 60 % i forhold til 2021 for fjernvarmekunderne.

- Det er selvfølgelig en situation, vi er meget kede af og som vi har udmeldt såvel i pressen, på værkets hjemmeside og direkte til forbrugerne, og som har årsag i de stadigt stigende brændselspriser. Vi håber naturligvis, at de udmeldte prisstigninger og dermed vores kunders a conto betaling holder året ud, og at årsafregningen i december viser dette, siger formanden Holger Wittrock. Han tilføjer, at værket med den kommende brændselssammensætning håber på en lavere gennemsnitlig varmeregning for forbrugerne, og at varmeprisen for 2023 først bliver meldt ud efter årsskiftet.

Varmeværket investerede tilbage i 2014 i solvarmeanlægget på Getsøvej, hvor der i første omgang blev etableret 20.100 m2 solfangerområde sammen med en akkumuleringstank for at fortrænge naturgasforbruget i sommerhalvåret.

Dengang dækkede solvarmen 17 % af det årlige varmebehov i dækningsområdet. I 2019 udvidede værket solvarmeanlægget med 4.900 m2 og en elkedel på 10 MW, som dog kun sættes i drift, når prisen på el er lavest, og solvarmeanlægget leverer dermed i dag 20 % af varmen i ledningsnettet.

Illustration af ny varmepumpe på Getsøvej (Tegning: Tegnestuen Odsherred)
Driftsleder Klaus Hansen og formand Holger Wittrock, Nykøbing Sj. Fjernvarmeværk Foto: Odsherred Kommune
Solvarmeanlæg på Getsøvej ved vandtårnet Foto: Odsherred Kommune
Solvarmeanlæg på Getsøvej i Nykøbing Foto: Odsherred Kommune
Nykøbing Sj. Varmeværks solvarmeanlæg Foto: Odsherred Kommune
1 / 0

Illustration af ny varmepumpe på Getsøvej (Tegning: Tegnestuen Odsherred)