12.09.2025

Nyt fra Folkeoplysningsudvalget: Samarbejde og udvikling

Folkeoplysningsudvalget har drøftet budget 2026, disponeret ubrugte midler og tildelt støtte til en række foreningsprojekter.

Torsdag den 4. september mødtes Folkeoplysningsudvalget for at drøfte en række centrale emner, herunder budget 2026, midler fra Udviklingspuljen og det kommende dialogmøde med foreninger og aftenskoler.

Udvalget valgte at afgive et høringssvar til budgettet, hvor de udtrykker stor tilfredshed med, at borgmesterens udkast ikke indeholder besparelser på folkeoplysningsområdet. Samtidig glæder de sig over, at der er afsat midler til varmehjælp for foreninger og forsamlingshuse, hvilket ses som en vigtig håndsrækning.

På mødet blev også det årlige dialogmøde med foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper drøftet. Her kom udvalget frem til, at årets temaer skal kredse om, hvordan det kan gøres lettere at være forening, både når det gælder retningslinjer og muligheder for godtgørelse til frivillige. Målet er at skabe bedre rammer for det frivillige engagement, der er fundamentet for meget af foreningslivet i Odsherred.

Et andet vigtigt punkt på dagsordenen var disponeringen af midler, som ikke blev brugt i perioden 2022 til 2024. Udvalget besluttede at styrke aftenskoleområdet med 322.000 kr. til aftenundervisning, mens yderligere 113.091 kr. blev tilført Udviklingspuljen. Midlerne skal bruges til at støtte nye initiativer og udviklingsprojekter i foreningerne.

Indkomne ansøgninger til Udviklingspuljen blev også vendt på mødet, hvor en række foreninger fik tildelt støtte til spændende tiltag. Blandt andet modtog Nykøbing Sj. Bokseklub 15.000 kr. til opstart af to nye hold, ét for personer med Parkinsons sygdom og ét for borgere over 60 år. Pengene skal gå til særligt udstyr, der imødekommer deltagernes behov.

Grevinge Karateklub fik bevilget støtte til at afholde JKA Danmarks fællestræning i Herrestrup Hallen, et arrangement, der samler karateudøvere fra hele landet. Rørvig Kajakklub arbejder målrettet på at fastholde ældre medlemmer og samtidig tiltrække nye. De får derfor støtte til udstyr, der er tilpasset personer med nedsat styrke i håndled og skuldre.

Også Odsherred Rideklub blev imødekommet med deres ansøgning om støtte til et handicaptoilet, som er et vigtigt skridt i retning af at kunne tilbyde ridning for alle. Udvalget tildelte her 25.000 kr. til projektet.

Endelig blev Holbæk og Omegns Musikskole tildelt midler til at udvikle et mobilt lyd-setup, der skal understøtte nye og forbedrede aktiviteter både ude og inde. Setuppet skal blandt andet bruges til en udvidet udgave af HOM-festivalen samt en helt ny skolefestival.

Vil I være de næste?
Har jeres forening idéer til nye initiativer eller udviklingstiltag, så læs mere om Udviklingspuljen og ansøgningsmulighederne på kommunens hjemmeside. Der er god hjælp at hente, og måske er det jeres tur næste gang.