Vild pastinak
20.06.2023

Pas på vild pastinak

Den vilde pastinak er en flot skærmplante med gule blomster. Men du skal passe på, for den kan give forbrændinger.

Vild pastinak er betagende, når den i sommermånederne står langs vejen med dens gule blomster. Men den er ikke egnet til at plukke og tage med hjem i vasen på spisebordet. Plantens saft kan i kombination med sollys give vabler, eksem og forbrændinger. Vild pastinak er ligesom kæmpe-bjørneklo en såkaldt skærmplante, knap så giftig, men kan sagtens give store gener.

Planten er grov, gulgrøn og typisk ca. 1,5 meter høj. Blomsterne er, i modsætning til de fleste andre skærmplanter, gule i stedet for hvide, og den er derfor ret nem at genkende. Vild pastinak er også invasiv, det vil sige uønsket i den danske natur, og breder sig nemt fx langs veje, på braklagte arealer og på industrigrunde. Denne type pastinak, som vokser i naturen, skal ikke forveksles med de spiselige pastinakrødder.

Grundejere har ikke pligt til at bekæmpe vild pastinak.

Hvis du får saft på huden

Hvis du får saft fra vild pastinak eller kæmpe-bjørneklo på huden, kan forbrænding forhindres ved at skylle saften af. Skyl med vand inden for de første 5-10 minutter efter berøring, så kan de fleste gener undgås. Det er desuden en god ide at holde huden tildækket og skærmet mod solen i mindst 48 timer efter berøringen.