Sygeplejer lægger forbinding på
06.03.2023

Plejehjemslæger på Grevinge Plejecenter og Præstevænget i Nykøbing Sj

Odsherred Kommune har indgået samarbejdsaftale med to lægehuse om at være fasttilknyttede praktiserende læger på yderligere to af kommunens plejecentre fra den 1. april 2023. Det giver tryghed for beboerne – og bedre pleje, faglighed og kvalitet for beboerne og medarbejderne på plejecentrene.

Beboerne på Grevinge Plejecenter og Præstevænget i Nykøbing Sj kan se frem til en tryggere hverdag og en mere nær relation til deres praktiserende læge. Det sker når de to plejecentre får fasttilknyttede praktiserende læger - ’plejehjemslæger’ – fra den 1. april 2023.

Lægerne i Bysøstræde bliver plejehjemslæge i Grevinge og Læge Mads Klem Thomsen bliver tilknyttet Præstevænget. Det betyder, at der hver anden uge kommer en læge fra lægehuset på besøg på plejecentrene. Lægen skal bl.a. tilse de beboere der har behov, gennemgå medicin, og hvad der ellers måtte være brug for, når lægen kommer. Lægen bliver dermed et kendt ansigt i huset, og alle beboere bliver automatisk tilbudt at være en del af plejehjemslægeordningen.

Ligesom ved de eksisterende plejehjemslægeordninger på Bobjergcentret, Bakkegården og Grønnegården, er der lagt op til fagligt udviklende samarbejde mellem lægehusene og personalet på plejecentrene. Ud over at tilse beboerne er det en vigtig del af samarbejdsplanen at lægerne styrker kommunikationen og samarbejdet med personalet på plejecentret. Det vil ske gennem fast rådgivning, sparring eller undervisning.

Lederen af Præstevænget Ane Søemosegaard Friis ser frem til at ordningen går i gang:

”Vi har længe haft et stort ønske om at få fasttilknyttet et lægehus her på Præstevænget. Det giver tryghed for beboerne, at de kender deres læge og at han kommer jævnligt forbi – og han dermed også kender beboerne. Vi kan også få opbygget et stærkt løbende samarbejde mellem lægen og personalet, hvor vi gør hinanden klogere om beboernes behov og hvordan vi arbejder. Vi vil kunne få og sparring og rådgivning til den pleje, vi giver beboerne – og det vil øge fagligheden, kvaliteten og tilgængeligheden,” siger Ane Søemosegaard Friis.

Stor tilfredshed med ordningen

Læger, sygeplejersker og centerlederne evaluerede 28. februar 2023 de nuværende plejehjemslægeordninger i Odsherred – og tilfredsheden er stor:

”Vi oplever alle at plejehjemslægeordningen er en stor succes. Vi får gode relationer mellem beboerne, pårørende, medarbejderne og lægerne. Beboerne er meget trygge ved at det er kendte læger, der kommer i huset, og at der handles hurtigt på de forskellige symptomer. Vi ser en faglig udvikling hos medarbejderne, ikke mindst i forbindelse med at lægerne underviser i forskellige emner, som vælges i fællesskab ud fra de udfordringer beboerne har. Derfor er det virkelig positivt, at vi nu kan udvide ordningen til endnu flere plejecentre,” siger Henriette Juhl, der er er afdelingsleder for plejecentrene i Odsherred Kommune.

Baggrund

  • Det har siden 2016 været muligt at oprette plejehjemslægeordninger, hvilket en række kommuner har indført med gode erfaringer. Ordningen med fasttilknyttede læger på plejehjem blev en del af Overenskomst om almen praksis 2022 og er dermed fuldt finansieret
  • De beboere, der ønsker det, får mulighed for at blive tilknyttet plejehjemslægeordningen. Det er også muligt at bevare tilknytningen til sin nuværende praktiserende læge
  • I Odsherred er der plejehjemslæger tilknyttet Bobjergcentret (Lægehuset i Asnæs), Bakkegården (Lægehuset i Fårevejle), Grønnegården (Lægehuset ved Isefjorden) og nu så også Grevinge Plejecenter og Præstevænget