
Asnæs Folkeskov udsat efter afgørelse i Planklagenævnet
Planerne om at etablere Asnæs Folkeskov er blevet sat på pause, efter at Planklagenævnet har ophævet Odsherred Kommunes afgørelse om projektets planmæssige grundlag.
Nyhed
Asnæs Folkeskov er en del af kommunens klimaindsats og skal på sigt skabe både mere skov, bedre biodiversitet og nye rekreative muligheder for borgere i Asnæs. Projektet er planlagt på et kommunalt areal nord for Asnæs omkring boldklubben.
Odsherred Kommune vurderede i 2025, at folkeskoven kunne etableres inden for rammerne af den gældende lokalplan for idrætsanlægget. Den vurdering blev efterfølgende påklaget af en nabo.
Planklagenævnet har nu truffet afgørelse i sagen. Nævnet vurderer, at skovrejsningsprojektet ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser, og at projektet derfor kræver en ny lokalplan, før det kan gennemføres.
”Vi tager naturligvis Planklagenævnets afgørelse til efterretning. Det betyder, at projektet bliver forsinket, mens vi vurderer den videre proces og arbejder med at skabe det nødvendige plangrundlag for folkeskoven. Asnæs Folkeskov er en del af kommunens klimaindsats og skal på sigt skabe både mere natur, øget biodiversitet og nye rekreative muligheder for borgere i området”, siger Else Andersen, afdelingsleder i Natur og Miljø i Odsherred Kommune.
Kommunen vil nu undersøge mulighederne for at udarbejde en ny lokalplan for området. Der er derfor endnu ikke fastlagt en ny tidsplan for etableringen af Asnæs Folkeskov.
Odsherred Kommune forventer at kunne orientere borgere og interessenter nærmere om det videre forløb, når der foreligger en afklaring af den planmæssige proces.