start på hovedindhold

Politiet, personlige grænser og svære spørgsmål på skoleskemaet

Alkohol, nikotin, kriminalitet, seksualitet og sociale medier. Der var nok at tale om, da eleverne på 7. og 8. årgang på Vig Skole tirsdag fik en skoledag lidt ud over det sædvanlige.

Nyhed

Odsherred Kommune havde premiere på SPOT-dagen, hvor unge får mulighed for at få mere viden om nogle af de spørgsmål og dilemmaer, der følger med ungdomslivet, og måske kan være lidt svære at tale om.

SPOT er udviklet som en del af Odsherred Kommunes partnerskab med Steno Diabetes Center Sjælland og er inspireret af Køge Kommune, hvor en lignende indsats har eksisteret i 12 år.

I et af klasselokalerne var tre uniformerede betjente fra nærpolitistationen i Asnæs og en flok lidt morgenstille skoleelever.  

Betjente i uniform

De tre betjente forsøgte med lidt humor at få gang i snakken. Og selvom eleverne ikke ligefrem væltede over hinanden for at få ordet, var der vigtige emner på dagsordenen.

Fx den kriminelle lavalder.

En af eleverne mente ikke, at politiet bliver tilkaldt, hvis den, der har begået noget kriminelt, er under 15 år. Men den misforståelse fik betjentene hurtigt ryddet af vejen.

”Du kan tro, vi kommer. Der er bare nogle andre restriktioner, hvis personer under 15 år begår noget kriminelt. I kan ikke komme i fængsel, men der er stadig sanktioner - uanset hvor gammel man er. Så det er vigtigt, at I stadig tænker jer om og ikke begår noget dumt, selvom I er under 15 år”, lød det fra en af betjentene.

Politiet er også en del af hverdagen

Betjentene fortalte eleverne, at de hver dag bevæger sig rundt i lokalområdet. De ville også gerne vide, om nogen af eleverne havde prøvet at blive stoppet af politiet på et el-løbehjul. Det var der tilsyneladende ingen, der havde.

De tre politifolk opfordrede eleverne til at huske deres ansigter, hvis de stødte på dem en anden gang ude i lokalområdet. Ikke som en trussel, men som et løfte om, at de også passer på dem.

”Vi er der også til sidste skoledag”, lovede en af betjentene.

Netop det personlige møde mellem unge og fagpersoner er en vigtig del af tanken bag SPOT-dagen. De unge skal ikke kun have viden om regler, sundhed og trivsel. De skal også lære nogle af de voksne at kende, som de kan møde eller få brug for hjælp fra uden for skolen.

Man må også gerne grine

En del af initiativet har fokus på, at noget af undervisningen skal være af unge til unge.

Derfor var det Saga Brandberg og Norah Egeskov, som for nylig fik deres studentereksamen på Campus Odsherred, der tog hånd om dagens seksualundervisning.

”Det bliver på elevernes præmisser. Seksualitet skal helst være noget, de tør tale med hinanden om, og grine lidt af. Vi fortæller også om samtykkeloven og hvilke grænser de skal sætte for hvor langt, de vil gå, sagde Saga Brandberg.

På bordet stod en penis i flamingo. Den skulle også bruges i workshoppen.

”Eleverne i 8. klasse har ønsket at blive klogere på prævention, så vi lærer dem at sætte et kondom på, og fortæller også at kondomet er den eneste form for prævention, som også beskytter mod kønssygdomme. Eleverne i 7. klasse skal mere høre om hvilke problemer med seksuelle fordrejninger, der kan lure på sociale medier og internettet generelt”, sagde Saga Brandberg.

Forældrene skal også med

SPOT-dagen handler ikke kun om de unge. Tirsdag aften var forældrene inviteret til et møde, hvor SSP og Sundhedsplejen fortalte om dagens temaer og gav indblik i nogle af de spørgsmål og udfordringer, der fylder i ungdomslivet.

Forældrene fik også mulighed for at udveksle erfaringer og tale om, hvordan de bedst støtter deres teenagere i hverdagen.

Selv om SPOT-dagen er forbi, lukker samtalerne ikke nødvendigvis ned. I ugen efter vender SSP og Sundhedsplejen tilbage til skolen, hvor både elever og fagpersoner kan komme forbi med spørgsmål eller emner, de gerne vil tale mere om.

Alle unge skal have samme muligheder

SPOT-dagen på Vig Skole er den første af sin slags i Odsherred Kommune. Fra næste skole år bliver SPOT en årligt tilbagevendende begivenhed på alle kommunens overbygningsskoler, så alle børn og unge i Odsherred får adgang til den samme kvalificerede viden om sundhed, trivsel og forebyggelse - uanset hvilken skole de går på. Samtidig med at de unge får styrket deres livsmod, livsglæde og handlekraft i hverdagen.

Samtidig skal indsatsen styrke kontakten mellem de unge og de fagpersoner, der arbejder med at forebygge mistrivsel og kriminalitet.

Dagen på Vig Skole blev afsluttet med freestyle-rap fra LP og MC Caffe, som satte et musikalsk punktum for en anderledes skoledag.