06.02.2024

Stort fotogalleri fra OdsHædring-prisfesten

12 priser blev uddelt. Men den største vinder er alle os i Odsherred, der kan glæde os over det engagement, som prismodtagere, nominerede og gæster beriger kommunen med hver dag.

Vores fotograf havde travlt fredag aften i Vallekilde-Hørve Kultur & Idrætscenter. Nedenfor ser du en lille håndfuld fotos – resten af billederne kan ses og downloades her

Fotos fra prisfesten

1 / 0

Handicapprisen: Abdul Dalati & Mutaz Dalati

FGU-eleverne Abdul Dalati og Mutaz Dalati får prisen, fordi de fremmer inklusion og samhørighed gennem fremstillingen af borde/bænkesæt, der medtænker tilgængeligheden for personer med handicap.

”Jeres arbejde med at bygge borde/bænkesæt til Odsherreds havne og natur, har ikke kun skabt mere tilgængelighed, det har også været med til at gøre samfundet mere åbent og inkluderende for alle. Projektet har været med til at skabe større forståelse for mennesker med handicap. I har ikke bare bygget borde, men også bygget broer mellem forskellige mennesker. Vi håber at jeres arbejde vil inspirere andre til at gøre det samme og skabe et samfund, hvor alle føler sig velkomne og inkluderet”, lød det blandt andet i talen fra Rose-Maria Helle fra Handicaprådet i Odsherred.

Odsherred påskønner: Peter Næsvang Jensen

Peter Næsvang Jensen vinder OdsHerred påskønner for sit kæmpe arbejde med Bobjergcentrets cykelpiloter og det landsdækkende projekt ’Cykling Uden Alder’. Han er med til at give centerets beboere mulighed for at mærke verden udenfor, opleve årstiderne, dufte, vejr og vind.

”Peter, du modtager dette års Odsherred Påskønner, fordi du gør en ekstraordinær indsats ved at sørge for at piloter såvel som gæster i cykeltaxierne er i de bedste hænder med dig ved roret. Tak for dig, tak til de andre cykelpiloter og tak for det I gør og giver”, sagde borgmester Karina Vincentz i sin tale.  

Grøn Pris: MadOasen

MadOasen i Nykøbing Sjælland vinder Grøn Pris for sin indsats imod madspild, som hjælper på klimaregnskabet og inspirerer os til at ændre adfærd. MadOasen indsamler overskudsmad og uddeler den til økonomisk trængte borgere.

”MadOasen er en solstrålehistorie – en frontløber i Odsherred og et tydeligt eksempel på respekten for fødevarer og de nærværende og truende klimaforandringer. Tillykke til MadOasen”, sagde Claus Starup, formand for Grønt Råd i Odsherred, i sin tale.

Mangfoldighedsprisen: Naima Fischer-Jørgensen

Mangfoldighedsprisen er en anerkendelse af en ekstraordinær indsats for at fremme mangfoldigheden i vores kommune. Vinderen er Naima Regitze Fischer-Jørgensen, der tager kampen op for minoriteter, fremmer dialogen om etnicitet og arbejder for et mangfoldigt Odsherred.

”Jeg vil aldrig glemme den kæmpe opbakning, du fik den dag, vi var ude i ungdomshuset med nomineringen. Mindst 20 unge mødte op for at sige tillykke, og det viser de dybe spor, du sætter i så mange menneskers liv. Det er inspirerende at se, at du tager kampen op for minoriteter og bidrager til en mere mangfoldig verden. Bliv ved med det! Og tillykke fra alle os i Integrationsrådet”, sagde Kaleb Trul, formand for Integrationsrådet, der overrakte prisen.

Fritidsprisen : Karen Jensen

Fritidsprisen gives til Karen Jensen, leder af Lumsås Aftenskole, fordi hun er det naturlige samlingspunkt for aftenskolerne i Odsherred og en uvurderlig kollega for andre aftenskoleledere.

”Du er altid opmærksom på andres behov og venlig og imødekommende og trods din lidt høje alder stadig fuld af energi”, sagde Henrik Søborg, formand for Folkeoplysningsudvalget, i sin tale til den 87-årige prismodtager, som han roste for sit kæmpe engagement.

Kulturprisen: Lene Dresler

Lene Dresler vinder Kulturprisen for sit store arbejde med Odsherreds Børnefestival.

”Du styrker fællesskabet mellem børn og unge. Dit initiativ danner venskaber ved at samle børn og unge på tværs til musik, leg og bevægelse. Du er en ildsjæl, der kæmper for det du tror på. Du er en ægte fighter. Derfor fortjener du kulturprisen. Kæmpestort tillykke”, lød det i talen fra Mathias Hansen, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.

Fødevareprisen: Kuberts Fisk

De nominerede i denne kategori har på særlig vis vist vejen med gode fødevareoplevelser og dermed sat Odsherred på det kulinariske landkort.  Årets fødevarepris går til Kubertsfisk, der er ensbetydende med lækker og indbydende kvalitetsfisk, kompetent betjening og fair priser.

”Når I står her som vindere, er det fordi I bidrager til at Odsherred, og i jeres tilfælde Nykøbing Sjælland, er et sted, hvor man finder spændende fødevarer. Jeres fiskeforretning har et kæmpe udvalg, hvad enten det gælder frisk fisk, fiskedelikatesser eller take away. At I så også nu har åbnet Café og Streetfood er ikke så ringe endda!. Kæmpe stort tillykke”, lød det i talen fra Mathias Hansen, der er formand for vækst- og udviklingsudvalget, til Tanja og Lars fra Kuberts fisk.

Modtager af Ingrid Britta Christensens Kunstnerlegat for Unge: Olha-Anna Kapustiak

Årets modtager er Olha-Anna Kapustiak. Olha er fra Ukraine men har i de sidste tre år boet og arbejdet som billedkunstner i i Odsherred. Hun er meget inspireret af lyset i Odsherred, og inkorporerer det i sine malerier og grafiske værker 🇺🇦

Olha har udstillet i Huset i Asnæs og Pakhuset samt engageret sig i 8B i Unnerud og Havnen Grafisk Værksted i Nykøbing.

I sin tale sagde Mikkel Henriksen fra vækst- og udviklingsudvalget, at Olha-Anna Kapustiak insisterer på at fokusere på de bevægende og smukke landskaber som symbol på den frihed, der forhåbentlig snart vender tilbage.

Ungekulturprisen: Signe Andreasen

Ungekulturprisen går til Signe Andreasen for at gøre en særlig indsats for ungekulturen og fællesskabet i Odsherred. I talen roste Karina Vincentz prismodtageren for at tænke på andre i alt, hvad hun gør. Som forskerspire, der inspirerer og støtte andre unge i også at deltage i forskerspireprogrammet, som frivillig Røde Kors ambassadør der inddrager andre og skaber fællesskab.

”Du er dybt engageret i næsten alle råd og udvalg på gymnasiet og især dit arbejde med at skabe en samværspolitik, som medvirker til at et mere mangfoldigt, rummeligt og inkluderende studiefælleskab er virkelig imponerende og bør være til stor inspiration for andre uddannelsesinstitutioner og skoler”, sagde Karina Vincentz.

Vækstprisen: Waste Plastic Upcycling A/S

Virksomheden har skabt mange nye lokale arbejdspladser. De har stort potentiale til at vækste internationalt, takket være deres store dedikation og professionalisme.

”I løser en vigtig samfundsopgave, nemlig at udnytte de sidste rester af genbrugsplast til produktion af et efterspurgt produkt. At I allerede er i fuld gang med en vækstrejse internationalt, er ydermere helt utroligt og det vil gøre enhver investor fra Løvens Hule grøn af misundelse. Flot arbejde!”, lød det i talen fra sidste års vinder af Vækstprisen, direktør Benny Sidt, PJM A/S

Iværksætterprisen

Iværksætterprisen går i år til Deeper Roots ved Søren Wagner for en unik formidling af bryggekunsten og for at skabe spændende øl i mange varianter og med et lokalt touch – eller unik formidling af bryggekunsten, som det hedder i nomineringen.

”Med ølbrygning som omdrejningspunkt har du på kort tid etableret et flot bryggeri i Annebergparken og en Ølbar i Nykøbing Sjælland. Nu venter vi på de næste spændende ting, du finder på”, lød det i talen til Søren Wagner og Deeper Roots fra medlem af vækst- og udviklingsudvalget Felex Pedersen.

Mangfoldighedsprisen

Mangfoldighedsprisen er en anerkendelse af en ekstraordinær indsats for at fremme mangfoldigheden i vores kommune.  Vinderen er Naima Regitze Fischer-Jørgensen, der tager kampen op for minoriteter, fremmer dialogen om etnicitet og arbejder for et mangfoldigt Odsherred.

”Jeg vil aldrig glemme den kæmpe opbakning, du fik den dag, vi var ude i ungdomshuset med nomineringen. Mindst 20 unge mødte op for at sige tillykke, og det viser de dybe spor, du sætter i så mange menneskers liv. Det er inspirerende at se, at du tager kampen op for minoriteter og bidrager til en mere mangfoldig verden. Bliv ved med det! Og tillykke fra alle os i Integrationsrådet”, sagde Kaleb Trul, formand for Integrationsrådet, der overrakte prisen.

Hyldest for årets idrætspræstationer

Hvor mange verdensmestre, nordiske mestre og danske mestre har vi i Odsherred? For at modtage hyldest ved ODsHædring, skal man have vundet Danmarksmesterskaber under DGI eller Danmarks Idrætsforbund eller medalje ved OL, Paralympiske Lege, VM, EM eller NM. Og vinderne var:

  • Klaus Adamsen, verdensmester, bridge for seniorhold 
  • Poul Kristensen, Højby Skytteforening, 5 danske og et nordisk mesterskab i kaliber 22 og luft
  • Rosa Lindberg Hermann, Nykøbing Sj. Skytteforening, Dansk Mester, luftpistol
  • Ella Lindberg Hermann, Nykøbing Sj. Skytteforening, Dansk Mester, standard pistol i juniorklassen
  • Pau Rene Engel Hansen, Nykøbing Sj. Skytteforening, Dansk Mester, standard pistol
  • Gert Hansen, Nykøbing Sj. Skytteforening, Dansk Mester i IPSC Classic Super Senior under Dansk Skytte Union 
  • André Andersen, Odsherred Løberne, dansk mester i 6 km crossløb i klassen M70

Årets gazellevirksomheder

Årets gazellevirksomheder i Odsherred blev hyldet på scenen.

For at kalde sig gazelle, skal en virksomhed have fordoblet sin omsætning på fire år. Det er der mange virksomheder i Odsherred, der har gjort, og de fik et stort tillykke fra erhvervs- og detailchef Tina Charlotte Frederiksen.

Gazellerne er:

  • Reimer+ ApS, Rørvig   
  • JJ Gruppen A/S, Hørve  
  • Ditlev-Burke Ejendomme ApS, Asnæs
  • KS-Byg ApS, Fårevejle  
  • PJM A/S, Fårevejle     
  • CBE ApS, Rørvig
  • Nydan Huse A/S, Nykøbing Sjælland  
  • Alcoat A/S, Vig
  • Scancamp A/S, Fårevejle  
  • Orbesen Teknik A/S, Asnæs