Aktive Fællesskaber Julie Prasz og Ib Nielsen
09.05.2023

Succes med brobyggerordning

Aktive Fællesskaber projektet og den unikke brobyggerfunktion styrker deltagernes livsglæde og sundhed - og forebygger senere indlæggelser. Mød 66 årige Ib, der har været med siden efteråret 2022

”Jeg synes det er et genialt stykke arbejde, du laver. Jeg vil virkelig ønske, at tilbuddet kan fortsætte, så flere får glæde af det. Når man som mig har rygrad som en regnorm, så var det vigtigt at få den der hjælpende hånd til at fortsætte med at være fysisk aktiv i en forening efter at det kommunale tilbud stoppede. Det med at der var en, der fulgte op og lavede en overgang, så jeg ikke sad passiv derhjemme – det var rigtig godt,”.

Ja, 66-årige Ib Nielsen er tydeligt begejstret når han bliver spurgt til det midlertidige ’Aktive Fællesskaber’ tilbud i Odsherred Kommune, som han pga. sin type 2-diabetes har været en del af siden efteråret 2022.

Han har deltaget i en række forskellige tilrettede træningstilbud i Odsherreds foreninger gennem Aktive Fællesskaber, bl.a. gå-fodbold, badminton og motionscenter.

Aktive Fællesskaber handler netop om i samarbejde med foreningerne at kunne tilbyde borgere i kommunale sundhedstilbud – oftest mennesker med svær overvægt, hjertekarsygdomme eller type 2-diabetes – en tryg overgang til foreningslivet ved at lave et særligt træningstilbud. Målet er at skabe en varig forbedring af sundheden og livsglæden hos den enkelte gennem fortsat fysisk aktivitet og en sund livsstil.

For Ib har deltagelsen i Aktive Fællesskaber haft en konkret og målbar effekt på både livsglæden og sundheden:

”Det går rigtig godt med min diabetes – mit langtidsblodsukker er faldet og min læge taler om at sænke min medicindosis. Så det at være aktiv har haft betydning for min sundhed. Jeg er også gladere, synes jeg. Det har motiveret mig til at blive mere aktiv, at jeg har været gennem forløbet og har prøvet mange forskellige foreninger. Jeg vil gerne begynde på gå-fodbold, og så skal jeg begynde på golf sammen med to, jeg har mødt på et EDB-kursus. Da jeg først opdagede hvor sjovt det kan være og jeg kom i gang med at være aktiv, så blev tingene bedre,” siger Ib.

Brobygger fjerner barrierer – med fokus på den trygge start

Julie Prasz er ansat som brobygger i Aktive Fællesskaber, hvor hun har den helt centrale rolle som den person, der skaber forbindelserne mellem de kommunale sundhedstilbud og foreningerne – og hjælper og guider den enkelte borger til de særligt tilrettede træningstilbud, der passer bedst til dem.

Hun understreger hvor vigtigt det er at møde mennesker med samme eller lignende helbredsudfordringer og bare have det sjovt, mens man dyrker motion. Sjov og glæde er en stor motivationsfaktor for overhovedet at komme hjemmefra og ud og dyrke motion, når de kommunale sundhedstilbud ophører på Sundhedscentrene i Nykøbing eller Fårevejle. Det, at fjerne den enkeltes oplevede barrierer for at deltage, er noget af det, som Julie særligt arbejder med gennem individuelle samtaler.

”Fællesskabet og tryghed betyder utrolig meget. Vi ved, at en tryg velkomst får folk til at komme igen i en forening. Mange af de borgere, som er i målgruppen, er ikke vant til foreningslivet, og for mange kan det være ret udfordrende at skulle møde op i en forening. Derfor tager jeg snakken med den enkelte i begyndelsen af forløbet og så prøver de forskellige foreninger og tilbud i en tryg ramme. Det er en vigtig del af mit job: at skabe trygheden til at deltage. Vi ved også, at det gode, sociale fællesskab får folk til at blive i aktiviteten og foreningen og at komme igen og igen. Og så må det altså gerne være sjovt at dyrke noget motion – at grine sammen er virkelig et must,” siger Julie.

Hun peger på, at det at møde forskellige tilbud på en tryg og sjov måde ofte kan give overraskende resultater. Fx er der nu efter en god intro 3 seje damer på gå-fodboldholdet i Højby, selvom ingen af dem havde den fjerneste interesse for fodbold i forvejen.

Dialog med foreningerne

Julie har også en vigtig rolle i dialogen med foreningerne – ikke mindst om modtagelsen af målgruppen.

”Det handler ikke om at etablere specielle hensyntagende hold for borgere fra vores livsstilshold, men i højere grad at være imødekommende, at byde dem velkomne indenfor og virke inkluderende, så borgerne også oplever glæden ved det foreningsfællesskab og sociale samvær, som opstår. Nogle kan måske være tilbageholdende, fordi man er bange for, at det handler om at præstere noget bestemt eller nå nogle bestemte mål, andre har måske aldrig været medlem af en idrætsforening eller også er det mange år siden. Derfor er det også min opgave at tage på besøg med borgerne for at vise dem de forskellige tilbud og muligheder. Jeg mener ikke, vi skal have en færdig hyldevare eller pakkeløsning, men tværtimod forsøge at finde individuelle tilbud til den enkelte borger og gerne i deres lokalområder,” siger Julie.

Forskningsbaseret projekt

Aktive Fællesskaber er et midlertidigt tilbud, der blev etableret i foråret 2021 og er et partnerskab mellem Odsherred Kommune og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Steno Diabetes Center Sjælland og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium. Projektet varer til sommeren 2023, men det er håbet og målet, at stillingen som brobygger bliver en varig stilling forankret i Odsherred Kommune.

Julie Prasz’ funktion som brobygger bliver også grundigt evalueret ud fra effekten på målgruppens fysiske og mentale sundhed. Evalueringen er drevet af forskningscenteret, Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet. Evalueringen kan bruges i udvikling og kvalitetssikring, så andre målgrupper og borgere med andre diagnoser kan få gavn af en lignende brobyggerfunktion. Målet er at funktionen kan fastholdes efter endt projektperiode.

I øjeblikket er over 30 borgere i Odsherred Kommune med på et eller flere af de tilpassede træningstilbud i Aktive Fællesskaber, og tilbagemeldingerne er meget positive. Der bliver dog gået endnu mere videnskabeligt til værks, da Aktive Fællesskaber er et udviklingsprojekt med følgeforskning.

Projektet skal bidrage med viden om og værktøjer til, hvordan man kan udvikle og sikre bæredygtig gensidig brobygning mellem kommune og civilsamfund. Projektet kan dermed være med til at forebygge ulighed i sundhed ved at understøtte, at alle borgere i målgruppen kan fortsætte med at være fysisk aktive – til gavn for deres helbred og livskvalitet.