
Servicetakst på plejecentre ændres
Orientering fra Odsherred Kommune På de kommende møder i Udvalget for Ældre, Sundhed og Forebyggelse, Økonomiudvalget og Byrådet behandles servicetaksterne for 2027. Det fremgår af dagsordenen til Udvalget for Ældre, Sundhed og Forebyggelse, at der i forbindelse med beregningen af takster for 2027 er konstateret fejl i beregningen af servicetakster på kommunens plejecentre.
Pressemeddelelser
På området vask og leje af linned og dyner stiger taksten fra 149 kr. til 270 kr. om måneden. Taksten er genberegnet på baggrund af de faktiske omkostninger. Stigningen skyldes primært, at den tidligere takst ikke i tilstrækkelig grad afspejlede udgifterne til vask. Ændringen kan ikke opkræves med tilbagevirkende kraft hos borgere.
Taksten for rengørings- og husholdningsartikler samt vinduespudsning sænkes fra 288 kr. til 71 kr. Der vil ske tilbagebetaling til de borgere, der har betalt for meget. Administrationen er i gang med at afklare tilbagebetalingsperiodens omfang og opgøre det samlede tilbagebetalingsbeløb. Udvalget vil blive orienteret om status på et kommende møde.
Når den politiske behandling af servicetaksterne for 2027 er afsluttet, igangsættes processen med tilbagebetaling til nuværende og tidligere beboere på plejecentrene. De berørte borgere eller deres efterladte vil blive kontaktet direkte, når opgørelsen er færdig, og vil herefter få tilbagebetalt det beløb, de har betalt for meget.