
Pas på dyrene i varmen
Sommeren er over os, og varmegraderne er de sidste uger steget meget. Det sætter ikke kun krav til, at vi skal passe på os selv, men i høj grad også at vi skal passe ekstra meget på vores kæledyr.
Nyhed
Dyr er i lige så høj grad påvirket af varmen og kan også få hedeslag og dehydrere ligesom vi kan, fortæller dyrlæge Vibeke Lassen fra Odsherred Dyrehospital. Hun har en række gode råd til hvordan man passer godt på de firbenede venner i sommervarmen.
Hunde
Sørg for rigeligt koldt drikkevand igennem hele dagen, skift gerne vandet i skålen flere gange.
Hunde kan have stor gavn af elektrolytter når det er varmt, da det modvirker dehydrering. Elektrolytopløsning kan købes som en færdig opblanding, eller som pulver du selv blander i vandet. Opløsningen kan fryses til ispinde eller til isterninger du kan komme i drikkevandet. Du kan også fryse vådfoder til is som en køling snack.
Man kan købe kølemåtter til hunde, der døjer med varmen, eller hvis man ikke har kølige steder fx fliser hunden kan ligge på. Man kan også vride et lagen op i koldt vand og lægge det i kurven, det kan også virke kølende.
Nogle hunde sætter pris på et soppebassin, hvor de kan få våde tæer og måske dyppe hele kroppen, hvis de har lyst til det.
Gå tur tidlig morgen eller sen aften, og vær meget opmærksom på underlaget I går på. Asfalt bliver meget varmt i solen, det gør grus også. Prøv at stil dig med bare tæer på underlaget, hvis det er varmt for dig, er det også varmt for din hund.
Det kan være godt at tage til stranden, men så gør det om morgenen eller om aftenen, så beskytter I hunden bedst i forhold til det varme sand.
Vær opmærksom på hvor meget havvand din hund drikker. Drikker den meget kan den få et for stort indtag af salt, og det kan gøre hunden alvorligt syg. At drikke havvand er ikke sundt, det er foruden salt fyldt med alger og bakterier, så sørg for at have rigeligt med rent drikkevand med på badeturene, så undgår I måske en tur til vagtdyrlægen senere.
Katte
Katte er oftest rigtig gode til at finde skygge og kølige steder at ligge, hvis de får det for varmt. Er din kat indekat stiller det krav til dig som ejer om, at det skal være muligt for katten at finde et køligt sted.
Sørg for masser af køligt drikkevand. Sæt evt. dåsemad på køl, så maden tilbydes kold. Katte kan også have gavn af elektrolytter, og ligesom hos hund kan det både tilbydes som drikketilskud eller frossent i vandet eller som en kold snack.
Kaniner og marsvin
Går dine kaniner og marsvin ude om sommeren, så er det super vigtigt at sørge for god skygge og ventilation omkring dem, så de kan holde varmen nede. Tilbyd masser af rent vand og skift det gerne flere gange om dagen. Tilbyd kold frugt og grøntsager som kølende snack.
Bor din kanin eller marsvin inde så sørg for at de opholder sig i et køligt rum, og at der er ventilation omkring dem.
Heste
Sæt hestene på stald i den varmeste del af dagen, hvis dette er muligt, og sørg for masser af frisk vand. Der kan kommes gulerødder og æblestykker i drikkekarret, så motiverer det til øget indtag af væske.
Heste kan have stor gavn af elektrolyttilskud, tilbyd gerne en separat vandbalje med elektrolytopløsning, da der skal være mulighed for tilgang til almindelig frisk vand ved siden af.
Sørg for skygge på folden, hvis ikke hestene kan komme på stald.
Skal hesten motioneres ved ridning eller andet brug, så gør det tidligt om morgenen eller sent om aftenen, eller giv hesten et par velfortjente fridage på de varmeste dage.
Skal hesten køre i trailer så kør om morgenen eller om aftenen, hvis muligt, og ellers sørg for et tyndt køledækken. Sørg for masser af luft i traileren, og hold pauser hvor du tilbyder vand eller tynd mash, hvis turen er af længere varighed.
Skyl hestene over med vand når de har været brugt, eller brus dem over på folden, hvis de står ude midt på dagen.
Sørg også for at hestene er beskyttet mod fluer og andre insekter, så de ikke bliver stresset af dem i sommervarmen.