Odsherred Kommune kontor
25.10.2022

Velkommen til den nye udgave af Odsherred Kommunes hjemmeside

Tirsdag den 25. oktober 2022 gik Odsherred Kommunes nye hjemmeside i luften. Du kan hjælpe os med løbende at forbedre den.

Velkommen til den nye udgave af odsherred.dk.

Vores gamle hjemmeside var blevet forældet og havde samtidig vokset sig alt for stor og uoverskuelig. Derfor var det på tide med en ny hjemmeside. Med reduceret og optimeret indhold, bedre sprog - og hvor det er langt nemmere at søge sig frem til de nødvendige oplysninger.

Langt de fleste besøgende på hjemmesiden kommer for at få svar på et konkret spørgsmål, fx om afhentning af affald, for at få information om, hvordan man bestiller nyt pas eller for at undersøge muligheden for at få en dagplejeplads. Det har været kernen i vores arbejde med en ny hjemmeside. At det skulle være let og enkelt at finde informationen og løsningerne.

Hvad er ellers nyt i forhold til den hidtidige udgave af odsherred.dk? 

Først og fremmest er 'motoren' der driver hjemmesiden langt, langt bedre end den mere end 7 år gamle, som den hidtidige hjemmeside har kørt på. Det giver os mulighed for at lave en hjemmeside, der er langt flottere og nemmere at bruge for jer, der besøger den - og samtidig gør det mere enkelt for dig at selvbetjene dig selv og finde den info, du har brug for. Det gælder ikke mindst søgemaskinen på siden, som vi har lagt virkelig mange kræfter i at gøre god. Vi kan nemlig roligt sige, at vi har været ligeså frustrerede som jer over, at det skulle være så hulens svært at søge sig frem til ting på den hidtidige side. 

Vi har gjort os umage, men der er utvivlsomt stadig sider og indhold, hvor vi ikke er i mål endnu. Vi vil derfor sætte stor pris på jeres feedback og forslag til forbedringer. Det kan du gøre via tommeltotterne i bunden af alle sider. Hvis du trykker på den negative, så bliver du bedt om at uddybe den med konkret feedback. 

Tak for hjælpen.