
KUMULT! ruller igen ud i klasser og dagsinstitutioner
De første forberedende lærer- og pædagogworkshops er skudt igen, og inden længe rykker kunstnere indenfor vidt forskellige genre ud til Odsherreds børn og unge i skoleklasser, vuggestuer og børnehaver.

Hvad sker der, når børn får lov til at lege med kunst – og ikke bare kigge på den? Det er noget af det, KUMULT! handler om. Hvert år rykker kunstnere inden for forskellige grene ud til børn og unge, der hvor de er - i klasselokaler, børnehaver og daginstitutioner - og inviterer dem med ind i kunstens skabende og legende verden.
I august og september er det første forberedende lærer- og pædagogworkshops blevet afholdt i Odsherred. Her møder kunstnerne og fagpersonalet hinanden på forhånd, så alle ikke bare er klædt godt på til KUMULT-workshoppen, men også har mulighed for at lade sig inspirere til nye kreative input til børnene og de unges hverdag.
KUMULT! er en af Danmarks største kulturindsatser, som vi har haft glæden af at huse i Odsherred i en årrække. I det kommende skoleår 26/27 kommer de yngste til at opleve dans, sanser, rytmer og musik gennem Kunst-Hop, mens skoleelever på forskellige årgange skal synge, spille teater, skabe musik, arbejde med selvportrætter og fortælle historier.
Kunstneren i KUMULT! er ofte lokale og har måske mulighed for at tilbyde de unge at fortsætte med det kreative udtryk i et fritidsforløb, som fx hos et dansestudie, en billedskole eller skriveskole.