
Politikens debatskole Hørups Talenter besøgte Odsherred
To rutinerede debatredaktører fra dagbladet Politiken talte forleden foran 10 nysgerrige unge, da debatskolen Hørups Talenter afholdt den første af tre undervisningsgange i Odsherred.

Forfatterskolen for unge har inviteret debatskolen Hørups Talenter til området og hjulpet med at opspore unge stemmer lokalt, som ofte ikke finder vej til den offentlige debat, selvom de har vigtige erfaringer med sig i livet.
På debatskolen bliver deltagerne over de næste uger oplært i at skrive gode debatindlæg, der læses bredt og måske endda kan sætte skub i forandringer i samfundet. De unge, der blandt andet kommer fra FGU Nordvestsjælland og STU i Nykøbing Sj, gik allerede til første undervisning i gang med at formulere de første linjer.
"Deres stemmer, erfaringer og blikke på verden er SÅ vigtige, og det er en stor gave, at Politiken rykker til Odsherred og hjælper budskaberne på vej ud i offentligheden", skriver Forfatterskolen for unge i et opslag på Facebook.
Annebergparken lagde lokaler til undervisningen og sørgede for god forplejning. Debatredaktørerne, der tog toget hele vejen fra København, var i det hele taget meget imponerede - over stedet og alt det gode vi har at byde på herude, ikke mindst de unge.