Foreninger, aktiviteter og idrætsanlæg
Mange vælger Odsherred til, fordi man vægter det gode fritidsliv højt. Det har ført til et stort folkeligt engagement i frivillige foreninger, hvor der findes aktiviteter og stærke fællesskaber for alle aldre.
Fritidsaktiviteter

Masser tilbud for store og små
Hvor gammel er du? Og er du på jagt efter en fysisk eller musikalsk aktivitet, noget kreativt eller måske bare en anledning til at samles med andre?
Indgangene til fritidsaktiviteter i Odsherred er mange. Et godt sted at starte for at danne overblik, er på Foreningsguiden. Foreningsguiden er en database, hvor de fleste foreninger i Odsherred Kommune har lagt deres udbud af aktiviteter ind. Odsherred Kommune indgår også i et samarbejde med aftenskole.nu, og her finder du alle aftenskolernes tilbud om kurser, foredrag og andre arrangementer.
For yngre generationer har vi ungdomsskolen Ung i Odsherred, der laver spændende aktiviteter og events for unge mennesker. Ung i Odsherred har et ungehus i Nykøbing Sj. og flotte nye lokaler på Campus i Asnæs.
Odsherred Musikskole er stedet for dig, der ønsker at dykke ned i musikken, mens Forfatterskolen for unge tilbyder fordybelse i skrift og fortællinger. En række private aktører udbyder også kreative aktivitetstilbud, herunder Anneberg Atelier og Billedskole og dansestudiet Kineo 37.
Svømmehaller og idrætsanlæg

Sportsfasciliteter med offentlig adgang
I Odsherred er kan borgere og turister nyde godt af flere flotte idrætsanlæg. Hele ni kommunale idrætshaller, to selvejende fritidscentre, samt tre svømmehaller findes i vores kommune.
Anlæggene huser selvfølgelig fast holdtræning, skolesvømning og meget mere, men der er også plads til adgang for offentligheden.
Lej en tennisbane, book tid til fysisk aktivitet med venner eller familie i den lokale hal, eller besøg en af vores tre svømmehaller. Orienter dig i oversigten nedenfor efter offentlige åbningstider og ledige baner.
Foreninger

Frivillighed er Odsherreds hjerte
Foreningstraditionen i Danmark er lang og rig, og den lever i allerhøjeste grad stadig i Odsherred. Odsherred er et sted, hvor folk samles - for at dyrke sport, vandre, spille billard, strikke, male, synge i kor, blot for at nævne et udsnit.
Måske er foreningslivet faktisk mere organiseret og initiativrigt udfoldet her end i mange større byer, for det er den slags der opstår, når man er en landkommune. Udbuddet af tilbud er nok lidt færre, måske skal man køre længere, men til gengæld er fællesskaberne ofte rigtig stærke, når man først når frem.
Vi er utroligt taknemmelige for alle de gode kræfter, der tager del i det frivillige arbejde omkring foreningerne. I gør en kæmpe forskel for andre, det kan ikke siges nok. Og som kommune hjælper vi meget gerne jeres foreningsaktiviteter og frivillighed på vej. Vores foreningskonsulenter er klar til at hjælpe med spørgsmål, ligesom der er hjælp at hente hos Frivilligcenter Odsherred.
Folkeoplysningsudvalget

Få indflydelse på foreningslivet
Rammerne for Odsherreds foreningsliv fastlægges i høj grad af Folkeoplysningsudvalget. Udvalget består af 11 repræsentanter fra foreninger, korps og aftenskoler samt to repræsentanter fra Odsherred Byråd, der løbende mødes gennem året. Udvalget er på valg hvert fjerde år.
Udvalgets opgave er at sikre brugerinddragelse og -indflydelse på det folkeoplysende område i Odsherred Kommune, herunder at sikre gode rammer for, at borgere i alle aldre kan deltage i forenings- og aftenskolelivet i kommunen.
60+ Åben Uge

Hjælper seniorer ind i fællesskaber
To gange om året afholder Odsherred Kommune i samarbejde med foreningerne 60+ Åben Uge, hvor foreningerne slår dørene op og inviterer indenfor til snak og fremvisning af deres aktiviteter.
60+ Åben Uge er målrettet seniorer. Mange har glæde af at tage turen rundt til forskellige aktivitstilbud i kommunen, gerne med en ven eller nabo under armen, og blive klogere på, hvad man kan bruge sin fritid på, når børnene måske er flyttet hjemmefra, man er gået ned i tid eller helt på pension, og pludselig har mulighed for at indrette hverdagen med nyt indhold.
60+ Åben uge finder sted i foråret og efteråret.




















