Museer, gallerier og kunstnerfællesskaber
Odsherred har en lang historie for at tiltrække kunstnere, og tendensen er på ingen måde forstenet i fortid. I dag såvel som for hundrede år siden blomstrer Odsherreds kulturliv af lokale kunstnere og kunsthåndværkere, og nye kommer hele tiden til.
Historie

En af de fire store kunstnerkolonier
Odsherred er unægtelig smukt, og derfor er det ikke svært at begribe, hvorfor kunstnere i årevis har søgt til området. Igennem mere end 150 år har Odsherred tiltrukket kunstnere, ofte med lysten til at afbillede de særprægede landskaber.
Odsherredsmalerne er betegnelsen for en gruppe unge malere, der i 1930’erne slog sig ned i bakkerne ud mod Sejerøbugten og malede det vilde landskab, lyset og mødet mellem himmel og hav. I dag anses Odsherredsmalerne for at udgøre Danmark fjerde kunstnerkoloni, efter Skagens-, Fynbo-, og Bornholmermalerne. Nogle af de mest fremtrædende kunstnere var familien Swane, hvis originale kunstnerhjem fortsat kan opleves på Malergården, som er en del af Odsherred Museum.
Kunstscenen i dag

Aktive kunstnersammenslutninger
Andre kunstnersammenslutninger er gennem årene vokset frem. Blandt de mest fremtrædende er Cromisterne, der blev stiftet i 1942 af fire unge malere, Kai Schibsbye, Poul Rasmussen og brødrene Christian og Ingemann Bjørn Petersen, samt Stokrosebanden, etableret i 1977 af en række kunstnere, som havde deres gang i Odsherred. Begge kunsntergrupper er stadig aktive den dag i dag og afholder faste årlige udstillinger i i Pakhusgalleriet i Nykøbing Sj.
Nyeste gren på stammen af mere organiserede fællesskaber er Kunstnerfløjen, der er et kreativt fællesskab bestående af 30 kunstnere, som arbejder individuelt og på tværs. Kunstnerfløjen holder fast til i det gamle psykiatriske hospital i Anneberg Kulturpark og har løbende åbne værksteder og workshops.

Et nutidigt helle for kunst og håndværk
Hvor skal man bo, hvis man gerne vil have højt til himlen, ro omkring sig i smuk natur, og en bolig der er overkommelig at betale, så man har bedre frihed til at arbejde med sit håndværk? Måske er det netop den slags spørgsmål, mange kunstnere har stillet sig selv, inden de landede i Odsherred.
I hvert fald gemmer Odsherreds bølgende landskaber på et mylder af værksteder, gallerier og kunstnerboliger. To gange om året kan man opleve mange af dem til de såkaldte Kunstdage, hvor kunstnere og kunsthåndværkere slår dørene op til gallerier og arbejdende værksteder. Rigtig mange lokale såvel som turister plejer at benytte dagene i pinse og høst til at tage en hyggelig udflugt rundt i Odsherred og få nye indtryk - og måske kunst - med hjem.
Guide: Museer, gallerier og lokalhistorie
Museer
Odsherred Museum - På den tidligere Grundvigskolen holder Odsherred Museum til med skiftende lokalhistoriske udstillinger. I skolegården har lugekonerne plantet en samling sjældne urter, som tidligere blev brugt til både lægekunst og hekseri.
Odsherred Kunstmuseum - I den statelige bygning ’Hvide Hus’ ligger Odsherreds Kunstmuseum, som viser udstillinger af kunst med fokus på landskabet og på Odsherred. Museet er også hjem for Odsherredsmalernes værker.
Malergården - Et af de få velbevarede, autentiske kunstnerhjem i Danmark og familien Swanes hjem fra 1934. Her kan du opleve Swanernes malerier i den rette sammenhæng.
Galleri og udstilling
HUSET i Asnæs - Et kunstnerejet og kunstnerdrevet udstillingssted, som blev grundlagt i 1973. Siden da har HUSET spillet en central rolle i kunst- og kulturlivet i Odsherred.
Anneberg Kulturpark - Et levende kulturcentrum, hvor aktive kunstnere holder til i Kunstnerfløjen og man kan gå på opdagelse mellem de historiske bygninger via en skulpturpark med verdensmål.
Pakhusgalleriet - Et galleri, der drives af Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuse og danner rammen om udstillinger med både lokale, nationale og internationale kunstnere.
Hempel Glasmuseum - Nordens største samling af historisk glas, moderne glassamling, Heerings glassamling og Viggo Jarl-skulpturer, samt skiftende aktuelle udstillinger.
Kunstdage og markeder - Visit Odsherred giver dig det fulde overblik over aktuelle udstillinger og kunstmarkeder.
Lokalhistorie
Lokalhistorisk Arkiv - Fordyb dig i lokalhistorien og bliv klogere på Odsherreds historie på det stemningsfulde lokalhistoriske arkiv, der holder til på Asnæs Bibliotek.
Ulvsborg Historisk Værksted - Landets eneste oplevelsescenter, hvor du kan besøge Danmark i brydningstiden mellem vikingetid og middelalder
Solvognens Fundsted - Oplev stedet, hvor Solvognen, et af de mest betydningsfulde bronzealderfund i Europa, blev fundet. I 2020 blev et monument indviet på fundsstedet ved Trundholm Mose.
Odsherred Brandmuseum - Fascinerende fortællinger om brandvæsenets historie, dramatiske indsatser og udviklingen af udstyr gennem tiden.
Nykøbing Sj. Psykiatriske Museum - Lev med i patienternes hverdag i det gamle sindssygehospital i Nykøbing Sj.









