
Fast kontakt og kortere vej gennem byggesagen
KAM-funktion styrker samarbejdet mellem kommune og erhverv

Når byggesager bliver komplekse, eller antallet vokser, kan det gøre en afgørende forskel at have én fast indgang til kommunen. Med KAM-funktionen i Byggesag tilbyder Odsherred Kommune netop dét: en dedikeret nøgleperson, der samler trådene og skaber fremdrift.
“Vi tildeler ikke en KAM bare for at gøre det,” understreger leder af Byggesag, Rikke Storgaard Lindstrøm. “Det sker kun, når vi vurderer, at der er et konkret behov. Til gengæld får virksomheden en fast nøgleperson, som kender både sagen og organisationen og kan hjælpe med at få tingene til at glide.”
En fast nøgleperson og et mere smidigt forløb
KAM-funktionen er målrettet virksomheder, bygherrer og rådgivere med enten mange sager eller større, komplekse projekter. Her fungerer Key Account Manageren som bindeled på tværs af kommunens afdelinger og sikrer, at processerne hænger sammen.
I praksis betyder det blandt andet:
- Koordinering af myndighedsbehandling
- Løbende afklarings- og statusmøder
- Tydelig kommunikation og forventningsafstemning
- Planlægning af tidsforløb og milepæle
- Løbende evaluering og forbedring af processer
Målet er klart: færre misforståelser, mere effektive forløb og kortere gennemløbstider.
“Vi kan se, at virksomhederne sætter pris på at have en kendt indgang til kommunen,” siger Rikke Storgaard Lindstrøm. “Det giver bedre overblik og gør det nemmere at tage udfordringer i opløbet.”
Indsigt, netværk og bedre forberedelse
KAM-initiativet blev præsenteret på et Rådgiverforum den 25. marts på Hotel HøjbySø i Højby, hvor 14 lokale virksomheder deltog. Her fik deltagerne et indblik i arbejdet i Plan og Byggesag – og ikke mindst en forståelse for, hvad der ligger bag sagsbehandlingen.
“De fremmødte var glade for at få en mere detaljeret indsigt i, hvad vi egentlig går rundt og laver – og hvorfor,” fortæller Rikke Storgaard Lindstrøm. “Det giver også virksomhederne bedre forudsætninger for selv at forberede deres sager, inden de sender en ansøgning ind.”
Møderne giver samtidig mulighed for at møde andre aktører og udvide sit netværk i branchen.
Åbne møder og plads til flere
Der er allerede virksomheder tilknyttet ordningen, men døren er langt fra lukket.
“Flere må gerne melde sig på,” lyder det fra Rikke Storgaard Lindstrøm.
Byggesag inviterer løbende virksomheder, som vurderes at kunne have gavn af en KAM, men det er også muligt selv at tage initiativ. Der afholdes møde i Rådgiverforum cirka hvert halve år, og alle er velkomne – også hvis man blot ønsker at blive klogere på ordningen og kommunens arbejde.
“Vi vil rigtig gerne dialogen. Det er kun gennem samarbejde, vi kan gøre byggesagerne enklere for alle parter.”
Et strategisk løft af samarbejdet
Med KAM-funktionen ønsker kommunen ikke kun at optimere den enkelte byggesag, men også at styrke samarbejdet med erhvervslivet bredere set. Funktionen skal bidrage til færre fejl, højere tilfredshed og en mere proaktiv rolle i den lokale erhvervsudvikling.
Vil du høre mere?
Virksomheder og rådgivere kan kontakte Byggesag i Odsherred Kommune for at afklare, om en KAM-ordning er relevant og eventuelt tilmelde sig det næste Rådgiverforum.