Herreløse katte

Odsherred Kommune har en aftale med Kattens Værn om indfangning af vilde og herreløse katte.

Er du generet af vilde eller herreløse katte, kan du kontakte Kattens Værn, der kan hjælpe dig. Odsherred Kommune har en aftale med Kattens Værn, så du ikke skal betale for deres hjælp.

Hvis Kattens Værn fanger katten, vurderer de katten nøje, og kun hvis den er syg, tilskadekommen eller meget gammel, vil den blive aflivet. I andre tilfælde vil katten blive afleveret til Kattens Værns internat, der vil forsøge at finde en ny ejer.

Hvis det er en ejerkat, der er øremærket eller chippet, vil Kattens Værn sørge for, at katten kommer tilbage til sin rette ejer.

Hvis du vil oprette en indfangningssag skal du derfor kontakte Kattens Værn direkte via deres hjemmeside - klik på knappen herunder - så vil de hjælpe med indfangning. Du behøver ikke kontakte Odsherred Kommune først.

Ordningen gælder kun vilde og herreløse katte. 

Ændring i Lov om mark- og vejfred fra 1. juli 2021

Før 1. juli 2021 var dyreværnsorganisationer omfattet af en afhentningsfrist på 72 timer fra en kat bliver fremlyst, til at den måtte klargøres til videreformidling. Denne regel er nu blevet afskaffet. Det medfører, at optagne, men umærkede katte, fremover ikke skal fremlyses før de kan bortadopteres.

Ændringen afskaffer altså fremlysningspligten for umærkede katte, således at ejerskabet til kattene automatisk overgår til optageren.

Reglen om, at ejeren af en mærket og registreret kat skal underrettes inden 24 timer samt at ejeren har en frist på 24 timer fra underretningstidspunktet til at afhente sin kat, er stadig gældende.

Lovændringen har fået følgende betydning:

  • En kat der ikke er ID mærket kan optages af enhver. Det indbefatter at katten ikke er øretatoveret, chipmærket eller bærer halsbånd.
  • Katte der ikke er ID mærkede, skal ikke fremlyses (tidligere var der fremlysningspligt i 72 timer). Dvs. at fremlysningspligten bortfalder.
  • I tilfælde hvor katte er ID mærkede og optages, skal man kontakte ejeren. Katten skal hentes indenfor 24 timer ellers overgår katten som optagers ejendom.

Vi anbefaler derfor at alle tamkatte mærkes med chip eller øremærke.