Sagsbehandler til Myndighed, Handicap og Psykiatri
Vi søger en socialrådgiver eller socialformidler, der er nysgerrig på faget, kan lide komplekse sager og gode kollegaer tæt på. Hos os får du faglig sparring, humor og en fleksibel arbejdsuge....
Har du lyst til myndighed – sådan rigtigt?
Så læs videre.
Vi søger en dygtig kollega til myndighed på det specialiserede voksenområde. Dig, der synes, det er spændende at fordybe dig i lovgivningen, blive klogere på en kompleks sag og finde løsninger, der både er fagligt og juridisk holdbare – og samtidig giver mening for den borger, det hele faktisk handler om.
Du behøver ikke kunne serviceloven udenad. Det kan vi heller ikke. Men du skal have lyst til at finde svaret, være nysgerrig på faget og ikke være bange for at sige: "Det ved jeg faktisk ikke – men jeg finder ud af det."
Hvem er vi?
I afdelingen er vi 11 sagsbehandlere, en kontraktforhandler og en økonomimedarbejder – og så selvfølgelig vores afdelingsleder.
En af vores erfarne sagsbehandlere går på pension, og derfor leder vi efter en ny kollega til holdet.
Vi har forskellige faglige baggrunde, erfaringer og holdninger. Vi er ikke altid enige. Heldigvis.
Vi bruger hinanden, diskuterer vores sager og udfordrer hinandens faglige vurderinger. For når lovgivning, økonomi, faglighed og borgerens ønsker skal gå op i en højere enhed, er det rart at have skarpe kollegaer lige i nærheden.
Her er højt til loftet, og din kollega er tæt på dig. Vi tager vores arbejde alvorligt – os selv knap så meget.
Der bliver grinet en del i løbet af en arbejdsdag. Humoren kan være sort, og både ironi og sarkasme forekommer. Det er ikke et ansættelseskrav at mestre nogen af delene – men det hjælper, hvis du kan tåle det.
Bag humoren ligger et fællesskab, vi faktisk er ret stolte af. Vi hjælper hinanden, deler vores viden og ved, at selv den mest kringlede sag bliver lidt lettere, når man ikke sidder alene med den.
Hvad kommer du egentlig til at lave?
Vores målgruppe er voksne med betydelige fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser og mennesker i udsatte livssituationer.
Og der er bredde i opgaverne.
Vi arbejder med alt fra støtte i eget hjem, ledsagelse og aktivitets- og beskæftigelsestilbud til midlertidige og længerevarende botilbud. Dertil kommer blandt andet krisecentre, herberger, nødvendige merudgifter og socialt frikort – og selvfølgelig de sager, der ikke helt passer ned i én kasse.
Du får din egen gruppe af borgere, som du har ansvar for. Det betyder også, at vi forventer, at du tager ansvar for at planlægge dit arbejde og sørger for, at dine sager bliver fulgt op, udredt og afklaret.
Du følger sagen hele vejen – fra samtalen med borgeren og den faglige udredning til afgørelsen og den efterfølgende opfølgning.
Vi arbejder med VUM 2.0 som ramme for den faglige udredning og anvender BIT (Behov, Indsats og Takst), når borgerens behov skal omsættes til en konkret indsats og udmåling.
I hverdagen kommer du blandt andet til at:
- tale med borgere og afdække deres ønsker, ressourcer og støttebehov
- lave socialfaglige vurderinger, opstille mål og træffe afgørelser
- holde styr på og følge op på dine egne borgersager
- rådgive og vejlede borgere om deres muligheder
- samarbejde med pårørende, botilbud og en lang række interne og eksterne samarbejdspartnere
- bruge dine kollegaer, når en sag kræver flere hoveder end ét.
Nogle sager er forholdsvis enkle. Andre kræver, at man graver sig ned i lovgivningen, vender sagen med kollegaerne og måske læser en principmeddelelse én gang til. Det er en del af myndighedsarbejdet – og faktisk noget af det, vi godt kan lide ved det.
Hvem håber vi, du er?
Først og fremmest er du uddannet socialrådgiver eller socialformidler.
Har du erfaring fra myndighedsområdet eller det specialiserede voksenområde, er det bestemt en fordel. Men vi forventer ikke, at du kommer ind ad døren og kan det hele.
Til gengæld forventer vi, at du er fagligt nysgerrig, har lyst til myndighedsrollen og kan tage ansvar for dine egne sager.
Vi håber også, at du:
- kan bevare overblikket, når kalenderen ikke helt har forstået den plan, du havde lagt
- kan formulere dig klart – både når du taler med en borger, og når du skriver en afgørelse
- tør træffe en afgørelse og stå fagligt på mål for den
- møder borgeren ordentligt – også når svaret ikke bliver det, borgeren havde håbet på
- kan arbejde selvstændigt uden at tro, at det betyder, at du skal klare alting selv
- er nysgerrig og tør spørge
- har lyst til at bidrage med både din faglighed og din personlighed.
Vi leder med andre ord efter en dygtig kollega. Ikke en, der allerede ved alt.
Hvad får du så til gengæld?
Kollegaer, der gerne vil hinanden og faget.
Du får stor selvstændighed, faglig sparring og mulighed for at udvikle dig. Vi sørger selvfølgelig for, at du får en ordentlig introduktion til både opgaverne, systemerne og vores måde at arbejde på.
Du får også en arbejdsplads, hvor der er plads til faglige diskussioner, fordybelse, kaffe og et godt grin.
Vi kan ikke love dig, at alle dine sager bliver nemme.
Vi kan love dig, at du ikke skal løse dem alene.
Og så er der fleksibiliteten …
Vi ved godt, at livet ikke kun foregår på arbejde.
Derfor har vi en fleksibel arbejdsuge, hvor du arbejder 32 timer mandag til torsdag. De resterende timer kan placeres fleksibelt.
Og ja – du kan også vælge at samle alle 37 timer på fire dage og dermed holde fri om fredagen.
Der er desuden mulighed for en fast hjemmearbejdsdag, når opgaverne tillader det.
Som ny kollega forventer vi dog, at du i starten møder ind på kontoret mandag til torsdag. Ikke fordi vi ikke tror på hjemmearbejde, men fordi vi gerne vil lære dig at kende – og fordi det er svært at lære et nyt fagområde, nye systemer og 12 nye kollegaer at kende hjemme fra køkkenbordet.
Når du er kommet godt ombord, kan du selvfølgelig gøre brug af mulighederne for både hjemmearbejde og den fleksibel arbejdstid.
Praktisk information
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. december 2026.
Ansøgningsfrist: 18. oktober 2026
Samtaler: 26. oktober 2026
Du kan allerede nu læse nærmere om startløn og lokal løn i Odsherred Kommune på vores hjemmeside HER.
Stillingen er betinget af et gyldig kørekort og en godkendt straffeattest.
Din arbejdsplads bliver på rådhuset i Højby – beliggende i skønne Odsherred.
Har du spørgsmål til stillingen eller er nysgerrig på, hvordan det faktisk er at arbejde hos os, er du meget velkommen til at ringe til:
Afdelingsleder Jane Jensby på telefon 59 66 14 06 eller myndighedsbehandler Johnny Samuelsen på telefon 59 66 57 28.