Folkemøde, fællesspisning og støttende puljer
Fællesskaber er limen, der binder sammen over en landkommunes store geografiske afstande. I Odsherred sker rigtig meget helt af sig selv, men som kommune hjælper vi selvfølgelig også med at skabe sociale indgange for forskellige borgergrupper og modvirke ensomhed.
Fællesskaberne spirer ofte helt af sig selv...

"Det er kedeligt på landet. Ingenting sker."
"Folk er for anderledes. Der er ingen interessefællesskaber."
Tænker du sådan? Vi vover en påstand: Har man først boet i Odsherred, er der langt til den slags udtalelser. For her er på ingen måde kedeligt. Odsherred er en fantastisk blanding af lokale beboere, sommerhusejere og feriegæster - en sammenblanding, der giver en dynamisk rytme, hvor tingene meget sjældent står stille.
Rundt omkring i Odsherreds små bysamfund spirer lokale borgergrupper frem, og mange formår at rejse penge til byfornyelsesprojekter og sociale arrangementer på helt egen hånd. Forsamlingshusene lever stadig i hjertet af de fleste mindre byer og drives af gode frivillige kræfter, mens de større turistbyer nyder godt af den livlighed og aktivitet, som følger af feriefolkets lyst til at opleve og mærke det lokale liv.
60+ Åben Uge hjælper seniorer ind i fællesskaber

To gange om året afholder Odsherred Kommune i samarbejde med foreningerne 60+ Åben Uge, hvor foreningerne slår dørene op og inviterer indenfor til snak og fremvisning af deres aktiviteter.
60+ Åben Uge er målrettet seniorer. Mange har glæde af at tage turen rundt til forskellige aktivitstilbud i kommunen, gerne med en ven eller nabo under armen, og blive klogere på, hvad man kan bruge sin fritid på, når børnene måske er flyttet hjemmefra, man er gået ned i tid eller helt på pension, og pludselig har mulighed for at indrette hverdagen med nyt indhold.
60+ Åben uge finder sted i foråret og efteråret.
Folkemødet i Odsherred samler det bedste

Der er kommet tradition i Danmark for folkemøder, og siden 2017 har man også kunne finde et i Odsherred. Hvert år i starten af juni samles meget af det bedste fra Odsherreds lokale kulturaktører og institutioner, kunstnere og ildssjæle, erhvervsdrivende og politikere samlet på festivalpladsen ved Den Rytmiske Højskole i Jyderup udenfor Vig.
Folkemødet i Odsherred plejer at føles som et stort fællesskab, og det er en oplagt anledning til at finde nye indgange til aktiviteter og grupper.
Folkemødet har skiftende temaer, men fast er det, at festivalpladsen er fuld af glade besøgende, og at elever fra Den Rytmiske Højskole fylder dagen med musik, ligesom man finder madboder og debatscener på pladsen.









