start på hovedindhold

Geopark, spisekammer og masser af vand

Odsherreds natur er helt særlig. Det unikke landskab er formet af istiden, der har efterladt bølgende bakker og stor variation. Der er oplevelser under åben himmel, ved vand og skov. Og så er en rig fødevaretradition spiret ud af den gode muld.

Naturen

I 2022 cyklede et fuldt Tour de France-felt gennem Odsherreds bakkede landskaber, og mens mange af os tog plads langs vejene, hvor der var sand folkefest, så millioner rundt om i verden med på tv. At Tour-ruten gik gennem Odsherred var næppe nogen tilfældighed. Odsherred er kendt for sine unikke og varierede landskaber, hvor hav, bakker, skove, marker og strande mødes. 

Det er med andre ord en natur, man har lyst til at komme ud i, og det er der rigtigt mange som benytter sig af. Både på gåben, men i allerhøjeste grad også på cykel, hvorfra man kan nyde udsigten over det særprægede landskab.

Formerne er vokset ud af istiden med helt unikke variationer, man kun finder få steder i Danmark. Men det er ikke kun inde på land, at Odsherred har noget at byde på. Mere end 160 kilometer strækker kysten sig over, hvilket betyder rigtigt, rigtigt gode strande. 

Mange køber sommerhus i Odsherred for at komme tættere på naturens ro og fordybelse, men der er også de, som for alvor tager springet og flytter hertil. For at tage godt imod nye 'odsinge' og hjælpe nysgerrige på vej, har vi lavet et bosætningsunivers, hvor du kan orientere dig i, hvordan andre mennesker er endt med at bo i Odsherred - og hvorfor de er så glade for det. 

UNESCO Global Geopark Odsherred

Istidslandskabet har fået et eftertragtet mærkat. Odsherred blev i 2014 udnævnt til UNESCO Global Geopark som den første geopark i Danmark. En geopark er et område med en særlig geologisk arv, hvor natur, landskab, kultur og lokal udvikling forbindes. Titlen anerkender Odsherreds unikke istidslandskab og er med til at beskytte, formidle og udvikle områdets natur og kulturarv.

Geoparken, som vi kalder det i daglig tale, arrangerer udflugter og oplæg, hvor man kan komme tættere på den historiske natur. Og så er det også Geoparken, der står for at formidle historien omkring Solvognen, som jo altså blev fundet lige her i Odsherred. Du kan blandt andet besøge Solvognens Fundsted.

UNESCO Global Geopark Odsherred

Odsherreds er en særlig blanding af unikt istidslandskab og kulturarv. Derfor har det fået mærkatet UNESCO Global Geopark.

Lær mere om Geoparken og se aktuelle events

Fødevaretraditionen

I juni 2025 kom Odsherred for alvor på det gastronomiske Danmarkskort (når vi rigtigt slår os løs, siger vi Verdenskort). Den årlige Michelin-uddeling blev nemlig afholdt lidt udenfor Nykøbing Sj. i Anneberg Kulturpark, og det var noget af en begivenhed i vores lille lokalsamfund, der tiltrak stor opmærksomhed udefra.

Men prisuddelingen er bare toppen af kirsebærret ovenpå en lang og rig fødevaretradition i Odsherred, tæt knyttet til landbrug, fiskeri og frugtavl. Jorderne har gennem tiden givet gode muligheder for at dyrke, og langs kysterne har fiskeri været vigtigt.

I dag bygger Odsherreds madkultur og mange skønne spisesteder videre på disse traditioner med fokus på lokale, sæsonbestemte råvarer, blandt andet grøntsager, frugt, honning, mejeriprodukter og fisk fra området. 

Lokal dyrkning er dynamisk dyrkning

"Skal I også lave cider?"

Der sker noget i Odsherred for tiden. En ny type producenter er for alvor begyndt at finde vej til vores kommune for at udleve drømmen om lokal fødevareproduktion. Nogle sælger produkterne videre i gårdbutikker, andre til distributører og restauranter både indenfor og udenfor kommunegrænsen. 

Udviklingen er symptomatisk for, hvordan fødevareproduktionen i mange år har fundet sted. Odsherreds landskaber har ændret sig, og med det også folkets måde at bruge det på. Da Lammefjorden blev inddæmmet for over hundrede år siden, forsvandt store dele af de fjordarealer, hvor fiskeriet foregik. I stedet voksede en næringsrig muld ud af den tidligere fjordbund, som satte gang i særligt grøntsagsproduktionen. 

I dag rummer Odsherred både store og små landbrug, og privat klemmer mange en køkkenhave ind for at dyrke det nære, også på tallerkenen. 

Iværksætter i Odsherred?

Drømmer du om at blive fødevareproducent eller drive et spisested? Kommunen kan hjælpe dig med at etablere og udvikle din virksomhed. Kontakt vores team og hør også mere om netværksdage og erhvervskonferencer, hvor man kan møde andre indenfor samme branche.

Kontakt erhvervsteamet