
Grøn og aktiv mobilitet i Odsherred
Et hverdagsliv, der føles lettere, sundere og lidt sjovere
Fælles om mobilitet - når samarbejde skaber synergi
I Odsherred Kommune har vi samlet en tværfaglig koordineringsgruppe med fokus på grøn og aktiv mobilitet.
Mobilitet handler om mere end blot transport fra A til B. Mobilitetsplanlægning er en vigtig forudsætning for at godt hverdagsliv og kan også være et redskab til at understøtte målsætninger inden for forebyggelse af sygdom og ensomhed, fremme af sundhed og trivsel blandt ældre borgere, styrkelse af børn og unges aktive transport til skole og fritidsaktiviteter samt indsatsen for bosætning og opfyldelse af klimamål.
Derfor arbejder vi på tværs af fagområder for at skabe et fælles grundlag og et fælles sprog for arbejdet med mobilitet i Odsherred.
Pilotprojekt: Odsherred Baneby
Med forankring i koordinationsgruppen har vi gennemført et pilotprojekt i regi af Plan22+.
Sammen med fire andre kommuner – Hillerød, Slagelse, Skanderborg og Aarhus – har vi undersøgt, hvordan planlægningsprincipperne ’15-minutters byen’ og ’30-minutters territoriet’ kan anvendes og tilpasses danske forhold – også i landdistrikterne.

Med afsæt i Odsherredbanen og de otte stationsbyer har vi arbejdet med, hvordan planlægningskoncepterne kan understøtte hverdagslivet, fremme grøn mobilitet og skabe bæredygtig sammenhængende udvikling mellem byerne og deres opland.
Læs vores samlede opsamling på projektet i rapporten og find analyser, kortlægninger mv. herunder.
Kort om projektet
Billeder fra borgerinddragelsen
Hvad betyder ’15 minutters byen’ og ’30 minutters territoriet’?
15-minutters byen
Konceptet fokuserer på, at alle hverdagsbehov - skole, indkøb, arbejde, omsorg, fritidsaktiviteter og grønne områder m.v. - er let tilgængelige fra hjemme, enten til fods eller på cykel. Tidsangivelsen er vejledende; det centrale er, at hverdagen bliver mere inkluderende og fleksibel, så alle – uanset alder eller social baggrund – kan bevæge sig trygt, deltage aktivt i lokalsamfundet og få mere tid til familie, fritid og fællesskaber.
30 minutters territoriet
Dette koncept udvider perspektivet og ser på tilgængelighed i hele by- eller regionsnetværket inden for cirka 30 minutters kollektiv transport. Det handler om at forbinde mindre byer og deres opland, så borgerne nemt kan få dækket deres hverdagsbehov – også uden at være afhængige af egen bil. Set fra hverdagslivets perspektiv kan det for eksempel betyde, at børn fra oplandet kan bevæge sig mere selvstændigt, uden at voksne skal transportere dem til alle aktiviteter.
Du kan læse mere om planlægningskoncepterne i Aalborg Universitet og Realdanias tre rapporter om ’15-minuttersbyen’ her:

Plan22+ er en femårig indsats fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Realdania, som skal understøtte kommunernes klimaarbejde ved at udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem fysisk planlægning.